Når undervisning handler om mere end fag:
Lærerens følelsesmæssige ansvar
Når vi taler om lærerens arbejde, nævner vi ofte det, der kan ses udefra: undervisningen, forberedelsen og karaktererne. Men i virkeligheden fylder noget andet mindst lige så meget – alt det følelsesmæssige, der følger med, når man arbejder tæt sammen med børn og unge. Det er den del, der sjældent står i jobbeskrivelsen, men som hver eneste dag former både undervisningen og lærernes trivsel.
At bære et følelsesmæssigt ansvar for elevernes trivsel
Usikkerhed og afprøvning – et grundvilkår i skolen.
Børn og unge er ikke færdigudviklede – hverken kognitivt, følelsesmæssigt eller socialt. Ifølge udviklingspsykologien (fx Erikson, 1968) gennemgår de en række udviklingsstadier, hvor især identitet, relationer og selvopfattelse er i fokus i skolealderen.
- I indskolingen søger børn tryghed, stabilitet og klare rammer.
- I mellemtrinnet begynder de at udfordre autoriteter og sammenligne sig mere med hinanden.
- I udskolingen præges de af pubertet, identitetssøgen og en markant emotionel sårbarhed.
Denne udviklingsrejse er præget af afprøvning: børn og unge tester konstant grænser, roller og normer for at finde deres plads i fællesskabet.
Afprøvning af grænser, roller og normer – et følelsesmæssigt vilkår for læreren
Børn og unge lærer ikke kun gennem bøger og opgaver – de lærer gennem relationer, afprøvning og sociale spejlinger. Ifølge udviklingspsykologien (Erikson, 1968) er skolealderen kendetegnet ved, at barnet bevæger sig gennem stadier, hvor det gradvist skal finde balancen mellem afhængighed og selvstændighed. I den proces tester de konstant grænser, roller og normer for at forstå: Hvem er jeg? Hvad må jeg? Og hvor hører jeg til?
I indskolingen søger børn primært tryghed, stabilitet og klare rammer. Grænseafprøvningen viser sig ofte som små test af, om den voksne virkelig mener det, hun siger. Et barn kan rejse sig, tale højt eller nægte at følge en instruktion – ikke for at provokere, men for at undersøge, hvor grænsen går, og om den voksne stadig står fast. For læreren betyder det, at hun skal balancere mellem varme og konsekvens, skabe tillid og samtidig opretholde struktur. Denne kontinuerlige følelsesmæssige tilpasning kræver nærvær, empati og selvregulering – tre kompetencer, der ifølge Bandura (1997) hænger tæt sammen med lærerens self-efficacy, altså troen på egen evne til at påvirke og støtte elevernes læring og adfærd.
På mellemtrinnet bliver fællesskabet og gruppedynamikkerne mere komplekse. Eleverne begynder at sammenligne sig med hinanden og afprøve sociale roller: hvem er jeg i gruppen, hvem bestemmer, og hvor hører jeg til? Denne sociale afprøvning kan føre til konflikter, udelukkelse og drillerier – og ofte bliver læreren den, der skal forstå og håndtere de usynlige magtspil, der foregår mellem eleverne. Hargreaves (1998) beskriver, hvordan lærere i sådanne situationer ikke kun underviser, men også “emotional labourers” – de regulerer både egne og andres følelser for at bevare et trygt læringsmiljø. Denne emotionelle regulering er essentiel for klassens trivsel, men samtidig en skjult belastning.
I udskolingen bliver afprøvningen mere intens. Eleverne står midt i pubertet, identitetssøgen og følelsesmæssig turbulens. Med puberteten sker der et skifte, hvor det bliver vigtigere, hvad venner og jævnaldrende mener og synes. Eleverne bliver mere optagede af at blive accepteret af deres kammerater end af de voksne, og dette er en naturlig del af løsrivelsesprocessen. Samtidig udvikles hjernen stadig, og særligt de dele, der styrer impulskontrol og konsekvensberegning, er ikke fuldt modne. Det kan føre til mere risikobetonet adfærd og følelsesladede reaktioner, som læreren skal kunne håndtere.
Det usynlige arbejde – lærerens følelsesmæssige lederskab
Eleverne kan på den ene side udvise uafhængighed, ironi og afstand – og på den anden side have brug for støtte, forståelse og grænser. For læreren betyder det, at hun skal navigere i store følelsesmæssige udsving, hvor samme elev den ene dag er konfliktsøgende og den næste dag sårbar. Hun skal kunne aflæse, rumme og reagere uden at tage det personligt – et krav, som forskning viser øger risikoen for stress og udbrændthed, hvis det står på over længere tid (NFA, 2020; Skaalvik & Skaalvik, 2010). Det høje følelsesmæssige pres forstærkes af, at læreren ofte står alene med ansvaret for at skabe tryghed og struktur i en gruppe, hvor sociale dynamikker og gruppetilhørsforhold kan ændre sig hurtigt og uforudsigeligt. Det kræver stor mental robusthed og emotionel kapacitet – ressourcer, som ikke er ubegrænsede.
Uanset alderstrin er læreren det menneske, eleverne spejler sig i og ser op til. Læreren bliver den stabile voksne, der sætter rammerne, skaber ro og bærer elevernes følelser, konflikter og usikkerheder – også når de ikke bliver sagt højt. Dette er en usynlig del af lærerarbejdet, som sjældent beskrives i jobopslag eller læringsmål, men som er helt central for elevernes udvikling og trivsel. Netop fordi læreren bærer så meget følelsesmæssigt ansvar, kan ubalancen mellem krav og støtte blive afgørende for hendes egen trivsel.
Som Hargreaves formulerer det: “Good teaching is charged with emotion. It has feeling, passion, and care deeply intertwined with it.” (1998, s. 835).
Det følelsesmæssige pres, som lærere bærer, er ikke bare en sideeffekt af arbejdet – det er en central del af professionen. Alligevel er det sjældent, vi taler åbent om det, anerkender det eller skaber strukturer, der støtter det. Hvis vi vil styrke lærernes trivsel og fastholde dygtige undervisere, må vi begynde med at se det usynlige arbejde i øjnene.
Det starter med samtalen: Hvordan kan vi som kolleger, ledere og skolefællesskaber skabe rum for refleksion, støtte og fælles ansvar?
Hvordan kan vi sikre, at læreren ikke står alene med de følelsesmæssige krav, men bliver mødt med forståelse, faglig sparring og mental robusthed?
Mentaltræning giver balance og ro
Her kan mentaltræning spille en afgørende rolle. Mentaltræning hjælper lærere med at styrke deres selvregulering, empati og indre ro – kompetencer, der er nødvendige for at kunne stå stærkt i følelsesmæssigt krævende situationer. Gennem træning med fx visualisering og mental fokusering og en forbedret søvn, kan læreren opbygge en robusthed, der gør det muligt at bevare overblikket, håndtere konflikter og samtidig passe på sig selv.
God undervisning kræver mere end faglighed – den kræver følelsesmæssig tilstedeværelse. Og det kræver, at vi som skolefolk tør tale om det, der ikke står i jobbeskrivelsen – og samtidig investerer i de mentale ressourcer, der gør det muligt at stå i det, uden at brænde ud.
Lærerjobbet er et arbejde med høje følelsesmæssige krav Artiklen “Lærere er blandt de mest stressede” fra Folkeskolen fremhæver, at lærere hører til blandt de mest stressede faggrupper – ofte mere påvirkede end både sygeplejersker og socialrådgivere. Men det handler sjældent om stress i traditionel forstand. Det handler om de høje følelsesmæssige krav, som er indlejret i lærergerningen, og den manglende systematiske håndtering af det pres.
At stå stærkt i et følelsesmæssigt krævende arbejde
Hver dag står lærere i situationer, der kræver store følelsesmæssige ressourcer: Udadreagerende elever, aggressive forældre, elever i sorg, eller en konstant fornemmelse af ikke at kunne lykkes med alle.
En konflikt i frikvarteret, en elev der bryder sammen, eller en klasse med stor faglig spredning kan give en snigende følelse af utilstrækkelighed. Når elever reagerer i affekt – ved at råbe, true eller lukke sig inde – står læreren ofte alene med ansvaret.
I klasseværelset findes elever med vidt forskellige dagsordener. Nogle kæmper for at få opmærksomhed, andre for at få kontrol – og midt i det står læreren, som skal skabe ro, tryghed og læring.
Gruppens sociale dynamik kan hurtigt skifte, og magtkampe kan opstå, hvor også læreren bliver en del af spillet. Det kræver konstant opmærksomhed, empati og evnen til at sætte tydelige grænser – alt sammen samtidig med, at undervisningen skal fungere. Denne kombination gør lærerarbejdet både meningsfuldt og krævende.
Det følelsesmæssige pres ophober sig over tid, fordi der sjældent er rum til at bearbejde de oplevelser, der sætter sig. En svær samtale eller konflikt bliver ofte efterfulgt af endnu en lektion – uden mulighed for refleksion eller støtte. Med tiden kan det føre til udmattelse, nedsat arbejdsglæde og følelsen af at stå alene.
Fællesskabet er en del af løsningen
Som neuropsykologisk coach, teamcoach og mentaltræner ved jeg, hvor meget et vedvarende følelsesmæssigt pres påvirker mennesker – og hvor svært det er for den enkelte lærer at håndtere det alene.
Den mest effektive løsning findes i fællesskabet. Hvordan løser vi det?
Det følelsesmæssige pres skal ikke bæres af den enkelte lærer. Det skal adresseres i teamet og understøttes af ledelsen. Skoler bør skabe en kultur, hvor det er naturligt at tale om de følelsesmæssige krav i arbejdet – og hvor refleksion er en fast og værdsat del af teammøderne. Konkrete tiltag kan være: Et fast punkt på teammøderne, hvor der reflekteres over følelsesmæssige udfordringer og løsninger.
Coachingforløb, der giver lærere redskaber til selvregulering og stresshåndtering.
Tværgående netværk, hvor lærere kan dele erfaringer og strategier.
Anerkendelse fra ledelsen af de følelsesmæssige krav, lærere møder hver dag.
Workshops om mental robusthed, hvor lærere får konkrete metoder til at styrke fokus, ro og balance.
Men dette sker ikke af sig selv. Det kræver, at ledelsen går forrest, sætter rammen og afsætter ressourcer. Og det kræver, at teams tør tale åbent om frustrationer og sårbarhed – ikke som et tegn på svaghed, men som en del af det professionelle arbejde.
Vi skal skabe en skolekultur, hvor det ikke er tabu at tale om det følelsesmæssige arbejde, men hvor det tværtimod ses som et fælles ansvar og en forudsætning for god undervisning.
Følelsesmæssigt pres er en del af jobbet – men vi kan gøre noget ved det
Hvis vi vil fastholde dygtige lærere og sikre deres trivsel, må vi anerkende, at høje følelsesmæssige krav er et grundvilkår i lærergerningen. Men det betyder ikke, at den enkelte lærer skal bære dem alene. Ved at prioritere teamrefleksion, coaching, kollegial støtte og mentaltræning kan vi skabe et arbejdsmiljø, hvor lærere trives – og hvor eleverne møder voksne, der kan være nærværende, tydelige og trygge, også når følelserne er store.
God undervisning kræver faglighed – men også følelsesmæssig bærekraft.
Lad os sammen skabe de strukturer, der gør det muligt at passe på både eleverne og de voksne, der står midt i det hele. Hvad mener du? Hvordan kan vi som kolleger, ledere og skolefællesskaber bedst understøtte lærernes trivsel i en presset hverdag?
#Folkeskolen #LærerLiv #Skoleledelse #TrivselLærerLivet #PsykiskArbejdsmiljø #Coaching